Medicinen

- som lægen udskrev, til mig, i begyndelsen  - var ofte stærk gigtmedicin - og det gik også fint med at tage dem - i de perioder, hvor jeg havde meget stærke smerter - men når så smerte niveauet faldt igen - og jeg trappede ud af medicinen - og gik i nogle dage uden medicin...
- fik så stærke smerter igen - ja, så kunne jeg ikke tåle gigt medicinen - jeg oplevede alle de bivirkninger, som indlægssedlen foreskrev - så måtte jeg igen til lægen.

Fik endnu et nyt præparat - og derefter fortsatte det, sådant i næsten - et helt år.

Jeg ved ikke, hvor ofte min læge sagde til mig: "jamen, det kunne du da godt tåle sidste gang" - jeg fattede heller intet af dette her.
Men det var et meget dyrt år med medicin - som jeg ofte kun, fik 2-3 piller af en hel pakken - resten måtte smides ud - fordi jeg igen blev dårlig af den -

Men da jeg så kom på smerteklinikken - her kunne de godt forstå, at jeg ikke kunne tåle gigtmedicinen.

Mange af de patienter, der har kroniske smerter - de tåler simpelthen ikke, hverken de "nye eller de gamle gigtpræparater" .

Jeg var altså en, af de patienter som ikke kunne tåle gigtmedicinen
- så hvis jeg fremover skulle have medicin - skulle det være "morfin-præparater".

Jeg var rædselsslagen, ved tanken om, at hvis jeg nu skulle have morfin:
For mit indre øje - så jeg omgående et menneske - som lå i en rendesten, beskidt - med stikmærker på armene, sejlende, sløve øjne - en junkie - ville jeg ende med at blive sådan...
Og mig der helst ikke ville tage piller - hvis ikke lige det var højst nødvendigt
 

Før jeg kom på smerteklinikken, havde jeg trappet ud af alle de gamle gigt-piller - så jeg var clean - da jeg begyndte på smerteklinikken.

Jeg havde jo håbet, at jeg kunne klare mig uden medicin - men sådant skulle det ikke komme til at gå - mine smerter tiltog - jeg kunnet intet foretage mig - lige så snart -  jeg begyndte f.eks. vaske op - kunne jeg "kun" klare at tage et par glas, så måtte jeg ind og hvile igen - til sidst lå jeg og hvilede i ca. 14 timer i døgnet.

Det var en uholdbar situation - jeg havde så stærke smerter, så en overgang var jeg faktisk klart til at hoppe ud fra taget, som man siger - man ville bare have et par minutters ro og fred - for alle disse smerter.
Og når smerterne var deroppe - så kunne jeg ikke kunne udholde tanken om mad.
 

Når min mand, var hjemme fra havet, ja, så lavede han varm mad, i håb om, at jeg bare kunne spise lidt - men ligeså snart maden kom på bordet - og jeg klarede at spise  en ½ kartoffel, så fik jeg kvalme, ja, bare lugten af mad - så kunne jeg kaste op. Det her gik bare ikke - der måtte ske en forandring..

Da jeg så næste gang skulle på smerteklinikken - det er jo et forløb, som strækker sig over 5 måneder - måtte jeg bekende, at dette her ikke gik - mine smerter havde igen taget overhånd - og jeg kunne ikke, komme ovenpå igen.
Men lægerne havde allerede set - hvordan det stod til med mig - de fortalte mig så - at jeg var en af de patienter som måske ville få en bedre hverdag med et morfin-præparat - det ville ikke fjerne mine smerter, men det ville ligge en dæmper på smerterne, når de var værst.
Morfin-præparatet skulle være et depot-præparat - det vil sige - at jeg skulle være på medicinen døgnet rundt.
jeg kunne jo godt se, at uden medicinen så ville jeg gå helt ned med flaget - og det ønskede jeg ikke.

Det var for mig, en meget svær beslutning - jeg prøvede medicinen i et par dage - så trappede jeg ned og ud af den igen - men, men - det skulle jeg aldrig have gjort - jeg fik så stærke smerter - at jeg ikke kunne være nogen steder - jeg tudede af smerter - jeg var faktisk klar til at hoppe ud af vinduet - bare for at få en smule ro.

Der var kun den ene vej - jeg MÅTTE forlige med mig tanken om at skulle have medicin - så sagde jeg til mig selv - andre mennesker spiser jo også piller hver dag - nogle spiser vitaminpiller, andre hjertemedicin - du skal altså bare spise en morfinpille.

Nu har jeg så forliget mig med, at skulle tage medicin på klokkeslæt -  og medicinen dæmper jo KUN mine smerter  - dem kommer jeg aldrig af med..

Den første uge med den nye medicin var frygtelig, jeg havde kvalme, madlede, havde hedeture, når jeg ikke havde hedeture, så frøs jeg - og så følte jeg mig total sløv, havde ligesom en masse mundtørhed - og min mave - den gik helt i stå.
Men efter den første uge - så havde kroppen ligesom vænnet sig til medicinen og jeg kunne mærke en forskel.
- jeg fik lidt mere overskud - og det allerbedste var: at jeg ikke skulle hvile mig i så mange timer mere.
Det føltes mere som et liv.
Men min hverdag er stadigvæk ikke nogen dans på roser - jeg skal stadigvæk - lytte til det, min krop fortæller mig - der er dage, hvor jeg skal hvile mig meget - andre dage mindre.
Der er også tilbagefald - hvor smerterne lige kommer op i det "røde felt" - jeg hader de dage - de er umenneskelige - men nu har jeg så lært at takle de dage - det lærte jeg på smerteklinikken i Ålborg.
 

Men at jeg kom på smerteklinikken - ja, det skyldes en simpel tilfældighed.....