Smerteklinikken i Ålborg

hedder oprindelig Tværfagligt Smertecenter - men kaldes i folkemunde "Smerteklinikken".

Vi var, min mand og jeg inviteret til en lille julefrokost ved en bekendt. Her træffer jeg en dame, som døjede meget med sin ryg, var blevet opereret op til flere gange i ryggen - og hun havde mange smerter.
Hun fortalte mig, om smerteklinikken, hvor hun selv havde være som patient og hun fortalte mig også, at jeg skulle have en henvisning via lægen - måske kunne de hjælpe mig.

Jeg tog til lægen - og sagde at jeg gerne ville på smerteklinikken i Ålborg. Den var han med på og sendte en henvisning til klinikken - men ak, igen, ventetid - denne gang på 2 år.
 
2 år er lang tid, når man har kroniske smerter - men tiden gik alligevel - men store op og ned-ture. Men på en eller anden måde, så begynder man, at acceptere, at ens liv nu er sådant.
At man altid har ondt - i døgnets 24 timer, det bliver en del af ens hverdag.

Da dagen endelig kom og jeg skulle møde på Smerteklinikken - var jeg allerede træt, da jeg ankom til Ålborg.
At skulle sidde ned så længe - det havde tændt min ryg og mine hofter.
Smerteklinikken ligger på tredje sal - mig forekommer - det meget upraktisk - ofte ankom folk i rullestole eller med andre hjælpemidler - godt nok var der en elevator - men - upraktisk..

Men jeg plejede jo ikke at have problemer med elevatorer, og den dag kunne jeg simpelthen ikke, klare de mange trappetrin - så jeg tog elevatoren op til tredje sal.
Det skulle jeg aldrig have gjort - elevatoren væltede min balance-nerve - jeg fik kvalme, dobbeltsyn, en ekstrem hedetur - ja, det hele sejlede foran mine øjne - det var meget ubehageligt.

Jeg havde jo allerede været til en samtale med overlægerne på smerte-klinikken - for at de kunne bedømme,
om man skulle på den ene hold eller det andet. Det ene hold kører på det psykiske - det andet hold er pacing faktisk kan man sige, at her fornemmede lægerne at patienterne - var i erkendelses fasen og bare skulle hjælpes det sidste stykke vej (min vurdering af pacingen).
Det er lægerne, der vurderer - hvilket hold man skal på. Jeg skulle på pacing-holdet.

På smerteklinikken mødte jeg -  for første gang - nogle læger, som vidste, noget om det at have kroniske smerter, og hvad smerterne gør ved et menneske.

Der var mange nye information, om det - at have kroniske smerter - men noget af det, som brændte sig fast på nethinden, var:
"I kan ligeså godt begynde at acceptere at i har smerter - og i vil kroniske smerter for resten af livet - når først I har accepteret det, vil jeres hverdag blive lidt lettere....
Det var noget af det første, som overlægen sagde.

Det næste han sagde var: når FØRST smertecentret har åbnet sig op - SÅ ER LØBET KØRT - man kan IKKE lukke smertecentret igen - man kan kun dæmpe jeres smerter ned. Her er ingen mirakelkure.
Men her på klinikken, vil vi hjælpe jer med at bearbejde og acceptere jeres smerter.
På klinikken har vi 2 overlæger, en smerte-sygeplejerske, en smerte-psykolog og en socialrådgiver.

Men at acceptere, at man resten af livet skal have kroniske smerter, ja, det accepterer man ikke -  bare lige på et par dage - det er noget, som man skal arbejde med.
Det var en hård melding at skulle sluge.

Gruppen, som jeg var sammen med - bestod af 8 patienter - alle med kroniske smerter
- lige fra piskesmæld, ulykker, gigtlidelser og så mig.
Det var godt, at få snakket med andre som øjeblikkeligt forstod - hvordan det er at have smerter.

Men alligevel var gruppen splittet op -
dem, som havde fået en pension - de fortalte klart, hvad det havde betydet
- at de nu havde fået ro, de skulle ikke længere høvles igennem systemet.
- at de viste, hvad deres indtægt var hver måned - og at de nu kunne koncentrere sig om
- at finde en eller anden for for ro - med deres smerter.
- at de kunne sove om dagen - hvis natten havde været et helvede
- så skulle de ikke bekymre sig om at man i morgen skulle på arbejde.

 
og den anden del af gruppen:
os som stod midt i "det store KAOS" i vores liv - arbejdsprøvninger, flex-job, skånejobs, hjælpemidler, udfyldelse af utallige skemaer - og samtidig - at skulle få styr på vores hverdag - med kroniske smerter.
Det er en meget stor belastning - ikke at vide - hvor man står -  både arbejdsmæssigt, økonomisk.
- de utallige lægebesøg, prøver, test - som efterhånden hang en ud af halsen.

Efter den første gang på klinikken, var jeg totalt udmattet - havde forfærdelige smerter - det havde været en meget lang dag og transport tiden frem og tilbage til Ålborg.
 

Men jeg følte alligevel, selv om mine smerter var forfærdelige - at det var prisen værd...

 - og jeg skulle jo komme på klinikken igennem 5 måneder.

De næste gange på klinikken, fortalte lægen også om, at klinikken havde et internationalt samarbejde med England og New Zealand, nogle af dem, der er længst fremme i forskningen af: at have kroniske smerter.

Man havde også fundet ud af, at den traditionelle medicin simpelthen ikke virkede på smerte-patienterne - men ofte forværrede tilstanden ved patienten. Nogle af patienterne blev nedtrappet totalt, og det viste sig at patienten ikke havde flere smerter end før - men medicinen fastholdt smerten. Imens andre blev sat på medicin - hvor den havde en neddæmpet virkning på smerterne.