Jeg følte -
at her havde jeg brug for hjælp..

Det første, jeg gjorde var - at jeg tog kontakt til min fagforening - og snakkede med deres socialrådgiver.

Hun fortalte mig, hvordan hele forløbet skulle foregå - og jeg valgte, at tage socialrådgiveren med, når jeg skulle til møder med kommunen.
Hun var ligesom, det eneste faste holdepunkt som jeg havde, med alle de paragraffer - dem anede jeg intet om - jeg var på et totalt ukendt område - lovgivningen.
Jeg følte også en stor mistro fra kommunens sagsbehandler, - fordi - som de sagde - jeg var jo ikke kendt i deres system - det var næsten som et stort minus..... 
 

Først skulle jeg visiteres - af kommunens medarbejder
- da det var overstået, så skulle kommunens lægekonsulent, vurdere min sag.
Der skulle hentes lægeoplysninger, fra de sidste mange år. Han skulle så vurdere, om det var rigtigt - at jeg ikke var hypokonder eller "bare" ikke gad, at arbejde.
Man møder aldrig konsulenten, han vurderer sagen udelukkende på de lægeoplysninger, som bliver fremskaffet. Det er lægekonsulentens afgørelse, som kommunen ligger vægt på.

Han vurderede, at min tilstand var permanent - og at vejen frem for mig - var at kommet i et flexjob.

Næste fase, var at jeg skulle igennem nogle samtaler og arbejdsprøvninger, for at vurdere min arbejdsevne.
Jeg skulle tale med en socialrådgiver ved kommunen - men først skulle jeg lige have en tid ved den omtalte socialrådgiver - men det var altså ikke lige så let - den første tid jeg kunne få - var en måned senere.

På min arbejdsplads var, chefen også begyndt, at rykke for et svar - hvad skulle der ske med mig - jeg havde under hele sagsforløbet orienteret min chef om - hvordan det stod til.

Og det viste sig, at min gamle arbejdsplads gerne ville have mig i et flexjob - så glad var jeg jo
- da jeg skulle til den første samtale med socialrådgiveren.
Jeg havde jo et job på hånden.

Men sådant leger man ikke.
Nej, der er visse regler man skal igennem først - så det første møde ved socialrådgiveren - begyndte med:
hvad kan du så tænke dig at være????
ÆH, jeg kunne ikke tænke mig, at være noget og fortalte om det job, som jeg havde på hånden.
Nej, nej - sådan gør man det nu ikke - da jeg ikke havde nogle ideer om, hvad jeg ville være -
så blev jeg sendt hjem med FAGBOGEN - så kunne jeg kigge den igennem og finde ud af hvad jeg ville være!!!

Så blev jeg sendt hjem og kunne komme igen om en måned...

Total frustreret...

Da jeg igen, efter en måned kommer til møde - havde jeg stadigvæk ikke fundet et nyt jobønske
- og efter mange og lange diskussioner - og med mange forslag fra socialrådgiveren - at jeg jo kunne uddanne mig som skolelærer - selv om jeg gang, på gang havde fortalt at jeg ikke kunne holde ud til at sidde ned ret lang tid af gangen og skal helst variere konstant, gå lidt, sidde lidt, blev dårlig af støj, uro, o.s.v.
- transporten som jeg så skulle foretage, 2 gange om dagen....
Nå, ja - det havde sagsbehandleren helt glemt....
Enden på diskussioner blev, at jeg skulle ud i en arbejdsprøvning ude i byen - da man ikke måtte komme i en arbejdsprøvning på ens gamle arbejdsplads.. Reglerne forlanger det..

Men for at komme videre mod målet - flex-jobbet - skulle jeg så i arbejdsprøvning på kommunens aktiverings-center..
På det tidspunkt var der intet andet ledig - og jeg var nødt til at presse på - ellers ville der gå år - inden jeg kom nogle steder.

Jeg har senere fået at vide, at jeg kan takke mig selv for, at jeg er i et flex-job - den dag i dag.

Jeg skulle møde på aktiverings-centret den næsten morgen klokken 8.00
 - men det er en helt anden og meget mere kaotisk historie.